Skov

Jeg er kommet i skoven siden jeg var barn. Har klatret i træer og bygget huler og været på skovtur med familien. Skoven kommer uden forventninger til mig, den er et frirum for sjælen, hvor jeg kan få lov at tilpasse mit tempo til skovens …. og det går ikke stærkt. Landskabsfotografi er ofte afhængig – eller lever af – et sjældent lys, som opstår i et øjeblik og er væk det næste. Det kan også være sådan med skoven, men ikke så ofte.

Skovfotografering er slow craft og før digitaliseringen skød jeg de fleste af mine billeder med et Linhof Teknikardan. Det er et kompakt 4×5” kamera, som skyder på planfilm i format 4 x 5 tommer eller rullefilm i format 4,5 x 6 og op til 6 x 12 cm. Det er i sig selv en langsommelig proces, men den fungerede fint sammen med det tempo som skoven dikterede. Den fortid lever i nogle af billederne her, mens stilheden og langsomheden lever i dem alle.

I skoven er der steder jeg vender tilbage til igen og igen. Sommetider blot for at nyde stedet og det jeg kender, men også for at se, om det har noget andet i sig, end det jeg har set før. Der er masser af erindringer i skoven – erindringer om steder, oplevelser alene eller sammen med andre – eller sammenfald med begivenheder jeg husker. De fleste forbinder den 11. september 2001 med World Trade Center, angrebet på tvillingetårnene i New York. Jeg stod i midt i Maglemose i Grib Skov og fotograferede et efterårsbillede med intense grønne og gule farver og en himmel som i et ganske kort øjeblik lod solen komme igennem et tungt blågråt skydække. Samme motiv og næsten samme standpunkt, går igen i et vinterbillede med et væltet træ, som ligger dækket af sne og et solstrejf fra en ellers blågrå vinterhimmel. På vej væk og videre gik jeg gennem isen og stod i vand til midt på lårene, med en tung rygsæk…

Maglemose er eet af de steder jeg vender tilbage til… Sandskredsmosen – som siden jeg kom der første gang er blevet til Sandskredssøen, fordi skovfolkene har spærret drænene, for at genskabe vådområdet, er et andet sted, Grønnekilde (eet af de få steder i skoven man kan få vand), Hvidekilde, shelterpladsen ved Multebjerg, Gribsø og lille Gribsø… Kulsvierstenen, hvor min morfar var en del af våbenmodtagelserne under 2. verdenskrig og hvor min bror blev gift.

I Klinteskoven her på Møn er det Jydelejet og Aborrebjerget – Danmarks bedste kælkebakke – og de “højderygge” som udgør siderne af Jydelejet. Det er Kalsterbjerg, Siesøbjerg og Timmesøbjerg i nærheden af Geocenteret. Der får træerne lov at gro som de kan og falde som de vil. I den del af Klinteskoven som ejes af staten, drives der ikke længere forstlig drift. Skoven har fået lov at stå, så vi mennesker kan nyde det som er og det som kommer. De erindringer er mine og ikke skovens, men alt det får tid til at komme op og vende når man går igennem skoven – med rygsæk, kamera og god tid. Nogle af billederne rummer en fortælling om et landskab som var, men som ser temmelig anderledes ud nu. Jeg har fotograferet skov siden midten af 1980’erne. Det er menneskeskabte forandringer og det er historien om Danmark – I meget vidt omfang ser landskabet ud som vi har formet det. Oprindelig skov i Danmark udgør 0,5% af skovarealet – det er klatter her og der. Der findes masser af moser i skovene, men blot en brøkdel af hvad der fandtes for 150 år siden.. Moserne giver træerne forkrøblede former og træerne nægter at stille sig ind på rette linjer. Skovbilleder bæres ofte af enkelte træer som giver billedet karakter – fordi træet har det. Det er sådan nogle steder man finder hen til, når man forlader stierne og følger dyrevekslerne og på et tidspunkt også forlader dem. I Danmark kan man aldrig komme særlig langt væk fra noget som helst, men så alligevel – på det rigtige tidspunkt – i dæmringen mens natten bliver til dag, i skumringen mens dagen forsvinder eller i tågen eller regnen. Det er tidspunkter hvor man i reglen har skoven for sig selv og kan koncentrere sig om at lytte og være til stede. Mennesker har brug for ro, for at sænke tempoet – for at slukke mobilen, lade tankerne flyve og tømme hovedet. Så bliver der plads til bare at tage indtrykkene ind og være – for mig er skoven det bedste sted at gøre lige præcis det.