Landskab

Jeg fotograferer landskaber, fordi jeg knytter mig til det sted jeg bor og til det sted jeg kommer fra. At komme ud og se og opleve naturen, giver en fornemmelse af tid og sted, som er med til at give mening til min tilværelse. Under temaet “projekter” har jeg fotograferet den samme udsigt igen og igen – det er udsigten mod Ålebæk og Borre – henover markerne langs Borre Sømose, op mod Sønderby Bakke. Det er også det motiv, der ligger som åbningsbillede på hjemmesiden.

Det er mit sted – my hood… selvom det selvfølgelig tilhører alle de som bor her, engang har tilhørt de som boede her før mig og engang i fremtiden kommer til at tilhøre nogle helt andre… Det er her mine børn er vokset op, det er her jeg hele tiden møder mennesker jeg kender.

Det er et smukt sted – selvom forfaldet også findes her – det er ikke pladderromantik – det er bare livet. Udkantsdanmark – 1 time og 45 min fra rådhuspladsen, 2,5 km til stranden, en halv time på cykel til Møns Klint… et stykke natur der er så farligt, at man ved skiltning får at vide, at færdsel på og under klinten er på eget ansvar… Sådan kan Danmark også være. Jeg har selvfølgelig også fotograferet Klinten, men egentlig holder jeg mest af at fotografere noget som er mindre iøjenfaldende – hvor min oplevelse ikke bliver forstyrret af andre – og Møn er turistland. Klinten er een af Danmarks mest besøgte turistattraktioner i sommerhalvåret, men efter uge 42 falder der ro på – frem til påske.

Hovedparten af mine billeder er her fra Møn hvor jeg bor, men Grib Skov er et tilbagevendende motiv – en skov der er stor nok til at man (ofte) kan få den helt alene, selvom den ligger i et af de tættest befolkede områder i landet. I Danmark går man rundt i et kulturlandskab som er formet af mennesker siden bondestenalderen. Jeg har hørt at kun Bangladesh er mere intenst opdyrket end Danmark, men det forringer ikke min naturoplevelse, at jeg kan få det vildere i Norge eller Alaska – det længes jeg ikke efter. Jeg tror jeg er som det landskab jeg bor i.

Når landskaber eller skovbilleder er bedst, rummer de essensen i et sted – stedets fornemmelse, tone eller kraft. For nogen er det indlysende – for andre er det sort snak – jeg har bare altid haft det sådan. Skoven eller landskaberne taler til mig i noget som ikke kan sættes på ord. Billeder kan sommetider formidle den kraft, så den bliver synlig for flere.